3 lamper du ikke kan undvære i dit hjem
Vi kan sikkert hurtigt blive enige om, at lys og lamper er uundværlige i dit hjem. Det gælder både stearinlys, som skaber en rar atmosfære, men også de mange forskellige lamper, du kan have rundt om i hjemmet. Det ville jo nærmest ikke være et hjem uden, vel?
Udover at lamper naturligvis er en stor hjælp til, at du kan se noget, så er lys også med til at skabe hygge og stemning. Men hvilke lamper i hjemmet er egentlig helt essentielle? Det tager vi et kig på her i artiklen.
Det praktiske lys ved hoveddøren
Når vinteren er over os, er det stort set mørkt, fra vi tager hjemmefra om aftenen, til vi kommer hjem igen sidst på dagen. Og når der netop er så mørkt, når du skal låse dig ud om morgenen og ind igen om eftermiddagen, så er det nødvendigt med en god lampe ude ved din hoveddør. Det kan ellers ende med at være dødirriterende at stå og rode efter den rigtige nøgle i mørket, og det kan være stort set umuligt at finde nøglehullet, hvis du er helt omgivet af mørke.
Vores anbefaling er derfor, at du sætter en eller to lamper ved din hoveddør. Det er både praktisk for dig i din hverdag, det lyser dit hjem op, og så er det samtidig rart for dine gæster, at det er nemt for dem at se, hvor de skal gå hen, når de skal på besøg.
Spisebordslampen skaber hygge
Det kommer helt sikkert ikke som et chok for dig, men en af de vigtigste lamper i dit hjem, er den, du har hængende over dit spisebord. Der, hvor du og familien spiser sammen, er et centralt sted for hele hjemmet. Det er her, I samles og snakker om dagen, og det er her, rammerne for mange hyggelige anledninger bliver skabt – og det kræver det rette lys.
Sørg for, at du har en god pendel hængende over bordet. Den skal have en rar belysning, som er behagelig at sidde i, men hvor anretningen på bordet stadig bliver lyst op. Lampen skal samtidig gerne hænge i den rette højde, og så er det vigtigt, at den designmæssigt passer ind i stilen i din spisestue.
Husk lyset i soveværelset
Ikke nok med, at natlamper pynter i dit soveværelse, så er sådanne lamper også enormt praktiske. Hvis du gerne vil give dig selv en hjælpende hånd, er det derfor en god idé, at du har en lampe installeret lige ved din seng. Vågner du om natten og har brug for lys, er det nemlig rart, at du kan tænde en lampe lige ved siden af dig, så du ikke skal finde hen til stikkontakten for at få lys i loftlampen.