3 måder at bruge din sofa i indretningen
Vores sofa er noget nær det mest dyrebare i hjemmet. Det er her, vi slænger os foran tv’et, her vi læser en god bog, og her vi sludrer og sladrer med venner og familie. Men trænger din stue til lidt ny energi, får du her 3 gode idéer til, hvordan du aktivt kan bruge sofaen som en del af indretningen.
Skab plads og luft med sofaen
De fleste har en tendens til at sætte sofaen op ad en væg for at skabe mest muligt gulvplads og luft i rummet. Men faktisk kan det komme til at se trængt ud. Prøv i stedet at placere sofaen på en anderledes måde ved at sætte den ude i rummet med luft til bagvæggen. På den måde får du skabt et luftigt udtryk – og selvom møbler rykker tættere på hinanden, og du forestiller dig, at det vil være mere trangt, så får det den helt modsatte effekt.
Placer sofaer mod hinanden
Hvis du har to mindre to-tre personers sofaer, kan det være en idé at sætte dem overfor hinanden. På den måde får du skabt en zone med plads til at kigge hinandens i øjnene og lade samtalen flyde, frem for at tv’et sluger opmærksomheden. Har du ikke to sofaer, kan du i stedet sætte en lænestol overfor sofaen og skabe samme effekt.
Brug din sofa som rumdeler
Uanset hvilken type sofa du har, behøver du ikke sætte den op af væggen. Hvis du i stedet sætter den ude i rummet, kan du udover at skabe luft også inddele rummet i zoner. Det gælder både for en sofa med og uden chaiselong og en hjørnesofa. Det deler sofaområdet ind på en naturlig måde, der giver en hyggelig stemning, fordi rummet bliver inddelt i mindre zoner. Bag ved sofaen kan du sætte en bænk eller lav bogreol for at tydeliggøre området endnu mere.